Hestene / Andre heste / Askja fra Stoubjerg

Askja fra Stoubjerg

13.10.16

For 12 år siden flyttede den første islandske hest ind på Laanumgaard.

 

Det var min mor, som købte denne skønne hoppe – Askja fra Stoubjerg.

 

I dag er Askja rejst herfra. Siden foråret har hun tabt sig rigtig meget og gnisten i hendes øjne forsvandt næsten helt. Hun nåede at runde 28 år, få 10 føl og sætte sine hovsaftryk her her på stedet.

 

Askja var altid god til at passe de unge heste og føl, hvis ”mor” skulle ud af folden for at rides. Hun har holdt godt styr på flokken og altid på en god måde.

Askja har ikke altid været den bedste at ride, men var altid klar til at komme FREMAD. Jeg husker en tur, hvor en veninde og jeg var ude at ride. Min veninde red på Askja og da vi ville skynde os væk fra en stor hund, der fulgte efter os, smældede jeg med tungen for at få Sif, som jeg red, til at løbe hurtigere. Min veninde råbte højlydt ”STOP den lyd” for Askja var afsted over alle bjerge.

En anden gang tabte hun sin rytter og løb hele vejen hjem fra stranden og ind i stalden.

 

I mange år var hun uden tvivl den hurtigste hest på gården og var også førerhoppen i flokken.

Da hun blev aflivet i morges, sagde jeg til Heidi, som aflivede hende, at hun ikke var brugt meget. Men når jeg ser på alle mine billeder af hende, kan jeg se, at hun jo har været med til alverdens ting.

Hun har været med til pyntekonkurrencer, småstævner herhjemme, ponygames, ridelejr, ridetime og var rigtig god til at springe.

Mange piger har redet hende og specielt én var rigtig glad for hende og omvendt. Det var Maria. Maria havde et super tag på den bestemte hoppe, der ellers altid havde sin egen mening om tingene.

 

Gamle Askja vil blive husket og mindet med glæde og heldigvis møder vi af og til hendes afkom, børnebørn og oldebørn.

Laanumgaard - Mette og Søren Bak, 7840 Højslev