Laanumgaard

En hest til tre generationer

28-11-2018
Det er ingen hemmelighed, at Sif er noget ganske særligt for vores familie. Rigtig meget for mig, men faktisk også for resten af familien og selvfølgelig for min mor, som ejer Sif nu.
 
Jeg skulle have min første islænder og havde set på 34 heste i alt! Da jeg startede med at kigge efter en, var det meningen, at det skulle være en sød en, man kunne ride til vandet på, men da jeg først fik prøvet en af de små hårboller, var det virkelig svært at finde en. For jo flere jeg prøvede, jo mere kritisk blev jeg.
Jeg optog film af alle dem jeg prøvede og havde min daværende underviser til at se det, og hver gang sagde hun, at der kunne findes en meget bedre. Jeg var ved at opgive håbet, for selv om jeg prøvede så mange forskellige, synes jeg ikke, at jeg følte mig godt tilpas på nogen af dem. Men…..
 
Vi kørte mod Djursland, hvor jeg skulle se på to heste hos Julie Christiansen. Jeg prøvede den første, en lille sort hoppe, men det skulle heller ikke lige være den, selv om min underviser, syntes den var perfekt. Så prøvede jeg den næste. Sif. Jeg skulle ride hende på en asfaltvej fuld af sne, men jeg sad bare så dejligt på hende. Der var noget ved hendes hals, når jeg sad på hende, som jeg godt kunne lide og så selvfølgelig hendes trav.
Så hun blev min. Hun var lige som jeg havde ønsket mig og vi fik også startet nogle stævner sammen og fik altid en lille roset med hjem. En af gangene fik vi faktisk også en stor sølv tallerken for stævnets højeste karakter. Det var stort.
 
Sine blev hurtigt glad for hende, selv om det faktisk var den første hest, hun faldt af. Jeg skulle jo absolut have Sine på den hest op af markvejen i mega blæsevejr og vupti, så hoppede Sif, og Sine trillede af.
 
Det år vi havde Sif med på Kompedal lejr, blev hun noget ganske særligt for både Søren og Mattis. Søren, som ikke red dengang, kom med på en flere timers herretur for fuld fart og med lommelærker. Da de vendte hjem havde Søren et kæmpe smil på. Sif svedte og hendes boots var totalt ødelagte. Sif havde været super klar og ville dengang helst ligge forrest i feltet, og det gjorde vist ikke oplevelsen for Søren dårligere.
På denne ferie i Kompedal red Sine også undervisning på Sif og Mattis fik en trækketur, når der skulle skidtes af. Han var så mega stolt af, at han turde sidde med hænderne ud til siderne, når han red, og sandelig om TV midt vest ikke kom forbi og filmede det og snakkede med Mattis, der sad på Sifs ryg. Journalisten spurgte Mattis, hvorfor han havde sikkerhedsvest på, og Mattis svarede en smule undrende ”Fordi jeg RIDER!! (blev udtalt riJJer)”.
 
Sine og Sif er et helt kapitel for sig, men Sine blev også meget vild med Sif og har haft hende med til undervisning, stævner, ture og ridelejre. Et år fik Sine prøvet sin første finale, da hende og Sif gik til finalen i T8 til et stævne i Nøkkvi, og sandelig om de ikke skulle ride mod Søren og Abba. Søren og Abba vandt og Sine og Sif blev nummer to. Sine og Sif blev også udnævnt til ”Dommernes darling” og vandt et fint hovedtøj. Det var en stor dag.
 
Jeg kan blive ved med at fortælle om fantastiske oplevelser med Sif. De findes i tusindvis. Sådan en hest bliver man så glad for. En hest både til børn, voksne, unge, gamle, begyndere, øvede…. Nu har hun i en del år været ejet af Mormor, som er ligeså glad for hende som vi er .
 
Flere børn har haft hende som yndlings hest og har stadig. Vi håber og tror at hendes sidste føl Regna, bliver ligeså dejlig og sød.
 
En hest til tre generationer

Kategori: Laanumgaard
Laanumgaard - Mette og Søren Bak, 7840 Højslev